Forleden på min tur i skoven opdagede jeg en lille spæd anemone, som tittede op af den kolde jord. Der i blandt nedfaldne tørre blade i brune og brændte nuancer stod en smuk forårsbebuder. Lidt skrøbelig om end utrolig rank og meget smuk. Bladene grønne og den hvide blomst sprunget ud som prøvede den at fortælle noget eller give et kram.
Jeg bliver altid glad, når jeg ser den første anemone. Jeg mærker en glæde og ydmyghed over dette smukke liv. En varme og lethed i min trætte vinterkrop. Et kærkomment brusebad af håb og forventningsfuldhed. Foråret er på vej.
Jeg bliver også rørt. Kniber en tåre.... Midt i glæden rammes jeg af sorg og savn. Græder stille i skoven. Fortæller træerne at jeg savner min far. Kigger op mod solen med tunge tårer og lader dens varme omslutte mig.
Midt i alt det smukke savner jeg. Glæde og sorg så tæt forbundet.
Anemonen åbnede mit hjerte den dag i skoven. Tak Anemone.
Til dig:
Prøv at gå en tur i skoven. Lyt til fuglene og mærk vinden på din hud. Måske du møder en anemone...
