Hver historie har en slutning, men i livet byder hver slutning på en ny begyndelse.
Midt i sorgen kalder livet.
Livet er insisterende. Livet vil dig, selvom du ikke føler dig klar.
Solen står op hver dag og byder en ny dag velkommen. Solen gå ned og siger på gensyn.
Månen lyser himlen op i de mørke lange nætter, som en gadelampe, der aldrig går ud.
Medmindre skyerne som tunge guirlander driver hen foran det evige lys.
På samme måde kan sorgen ligge som en tung dyne eller forstyrrende flimmer.
Livets gnist føles langt væk i tågerne.
Tyngden mærkes i brystet og benene er tunge.
Solen kan skinne, men for dig er der måske dunkelt.
Mørket omslutter dig.
Selvom livet kalder, høre du det ikke.
Måske hvis du hører godt efter er der en svag hvisken derude, en kalden i det fjerne.
Det føles både dragende og længselsfuldt men også krævende og indgribende.
Kan jeg kræve noget af livet? Kan jeg tro på, at der venter mig gode oplevelser?
Ja, det kan du!
Du kan bede stille for dig selv..."jeg ønsker mig så inderligt at mærke en glæde ved livet igen."
Du kan bede en bøn...."giv mig styrke til at gennemgå denne svære tid og mod til at række ud."
Du kan bede til dine nærmeste...."jeg kan mærke, at jeg har brug for din hjælp. Vil du hjælpe mig?"
Så kalder du på livet midt i sorgen.
Måske det vil falde dig helt naturligt at bede om noget, måske du har brug for at øve dig, måske du har brug for hjælp til at få øje på, at du faktisk allerede gør det.
At få øje på dine egne ressourcer og ressourcerne omkring dig, kan give dig styrke til at komme videre i din sorgfulde færd, hvor der både er plads til det lyse og det mørke.
Livet er insisterende, livet vil dig og kalder på dig.
Kan du mærke det?
Kan du høre det?